Badevogn


Udstilling foran museet

Badevogne hører til den samme epoke, som museumsudstillingen i øvrigt fokuserer på. De var en karakteristisk del af strandlivet ved Fanø Bad fra 1890’erne.

For Fanøs borgere har turisternes udfoldelser på stranden nok virket lige så eksotisk som de ting, sømændene havde med fra det fremmede. De fleste lokale levede et nøjsomt og arbejdsomt liv, mens det klientel, der kom til Fanøs kursted var mennesker, der kendte til luksus af en anden verden – og de fordrede ikke mindre luksus på deres kurferie ved havet. Det var det højere borgerskab fra europæiske storbyer, adelige og sågar kongelige. De kom fra Østrig, Rusland og England – men langt de fleste fra Tyskland og Danmark. Man kunne dyrke badeliv og sport. Sundhedsbevidstheden bredte sig på denne tid. Og man kunne nyde livet i Kurhotellets veludstyrede omgivelser. Her var alle moderne faciliteter, og alt foregik med stil. Middagene blev indtaget i den store sal med plads til 400. Gæsterne var selskabstøj, herrerne i smoking til hverdag og gerne i kjole og hvidt om lørdagen. Til middagen og om formiddagen spillede et timandsorkester i salen.

Stranden ved Fanø Bad var forbeholdt dem, som havde betalt “kurtakst”, og der skulle bades fra badevogn. Man købte en billet og fik anvist en badevogn, der stod på stranden. Her klædte man sig om og satte et lille flag uden for døren som tegn til, at bademesteren kunne komme med sin hest og trække vognen ud i vandet. Derfra kunne man så bade, og når man ønskede at komme ind igen, satte man atter flaget ud.

Skikken med at bade fra vogn ophørte efterhånden, og badevognene forsvandt helt i 1961.

Badevognen foran museet er bygget og givet til museet af Carl Martin Christensen.


Udstilling af badevogn uden for museet


Da badeturismen kom til Fanø

Begyndelsen til badeturismen på Fanø blev lagt allerede i midten af 1850’erne, da en bestyrer og senere ejer af det lokale saltværk etablerede et bade- og svømmehus ved havnen i Nordby. Succesen var så stor, at der senere kom både et badehotel og en badeanstalt i Nordby. Det var folk fra Fanøs omegn, der kom hertil.

Forudsætningen for den senere opblomstring af badeturismen var, at der i midten af 1870’erne blev etableret jernbaneforbindelse til Esbjerg, og at sejlbåden til Fanø blev erstattet af en lille dampfærge, der kunne sejle fra havnen i Esbjerg. Så blev det muligt at tiltrække gæster langvejsfra til vesterhavsøen – og ikke som hidtil kun fra den nærmeste omegn. Man kunne satse på et velhavende klientel fra storbyer som Hamborg, Wien og København. Det var dette samfundslag, der dengang kunne tage på badeferie på de internationale badesteder.

Planer om gøre Fanø til et internationalt badested begyndte at dukke op i 1880’erne. Ideen blev fremført af Danmarks Turistforening og lokale aktører, og i december 1889 indbød man til at tegne aktier i A/S Fanø Nordsøbad, men det var yderst beskedent, hvad der kom ud af det. Først da finanskredse i Hamborg kom ind i billedet, skete der noget. I 1892 stod det fornemme Kurhotellet klar ved Fanø Bad, og derefter byggede andre grupper, selskaber og enkeltpersoner en række hoteller, pensionater og logihuse. Desuden blev der bygget velhavervillaer i klitterne omkring hotellerne. Alt, hvad der blev etableret i kurselskabets område var undergivet dets bestemmelser. Ikke mindst strandrettighederne hægede man om.

A/S Fanø Nordsøbad var et udpræget storborgerligt og stærkt struktureret bad, ikke noget med et afslappet møde med hav og natur. Efter tysk forbillede var alt grundigt reguleret. Der var faste badetider: fra kl. 7-12 og 13-17.30, dog om søndagen fra 7-15. Der måtte kun bades, når badeflaget var oppe, og det var ikke af sikkerhedshensyn, men for at få badetiderne overholdt. Af- og påklædning skulle foregå i badevognene. Fandt man omklædningstøj i klitterne, blev det fjernet; man kunne derefter hente det på kurstedets kontor! Badningen var kønsopdelt, dog kunne ægtepar bade sammen. Det kostede selvfølgelig penge for både børn og voksne, der i øvrigt kunne leje strandstole, strandtelte mm. ved henvendelse til “strandmesteren”.

Oprettelsen af A/S Fanø Nordsøbad må anses for begyndelsen på den turisme, der nu er blevet en afgørende del af Fanøs erhvervsliv. I 1904 kom A/S Fanø Nordsøbad på danske hænder og skiftede navn til A/S Fanø Vesterhavsbad. Nu er det i forkortet udgave blevet et stednavn, Fanø Bad. 1930’erne blev en storhedstid for Fanø Bad.

Det stigende antal turister – eller sommergæster, som de almindeligvis blev kaldt – betød, at der også i Nordby opstod pensionater og logiudlejning i flere af byens huse. Beboerne rykkede sammen på mindre plads for at kunne udleje dele af boligen til sommergæster.

I dag er de gamle hoteller ved Fanø Bad borte. Det  tyske militærs beslaglæggelse af hoteller og sommerhuse under Anden Verdenskrig efterlod et badested i forfald, og hotellerne forsvandt et efter et. Det eneste, der er tilbage af det oprindelige Fanø Bad, er nogle af de karakteristiske strandvillaer og Kellers Badehotel, oprindelig et konditori, etableret af en bagermester fra Esbjerg, som har lagt navn til stedet. Fra 1970’erne og frem har masseturismen sat sit præg på området. Hvor Kurhotellet lå, ligger nu Feriecenter Vesterhavet Ferielejligheder, og hvor Kongen af Danmark lå, ligger nu to rækker blokke med ferielejligheder, og det hotel, der overtog navnet Strandhotellet, er nu erstattet af Fanø Bad Ferielejligheder.

Det nu så udbredte sommerhusbyggeri begyndte først for alvor i 1930’erne.

Plakat om Fanø Nordsøbad. Det tyske indslag var tydeligt.

Den første dampfærge til Fanø, S/S Fanø. Indsat i 1875.

Det meget mondæne Kurhotellet, åbnet 1892

Standhotellet, åbnet 1892. Hotellet skiftede navn flere gange, mens et senere hotel ved Fanø Bad overtog det gamle navn. En gruppe fanøfolk stod bag etableringen.

Hotel Kongen af Danmark, åbnet 1893. En gruppe esbjergensere stod bag etableringen.


Udstillinger: Kvindens og børnenes dagligdag | Sømandens samling